Tirsdag sker der aldrig noget, undtagen tirsdag d. 11. oktober, hvor der var Litterær Lounge i Dome of Visions.

Et øde havneområde dækket af grus, rammet ind i en baggrund af tårnhøje kraner, stærk vind og færgelyde. Her ligger en lilla kuppel. Herinde bliver den friske, salte havduft erstattet af duften af bearbejdet træ. Træet, lærer vi snart, er en del af noget bæredygtigt, eksperimenterende, byudviklende og sanseligt. Herinde er der stadig koldt, men snart bliver kuplen fyldt med mennesker, varme drikke og litteratur.

Cecilie byder velkommen og introducerer til domen, efterfulgt af aftenens første musikalske indslag. Søren Manscher stiller sig med sin akustiske guitar under de røde lamper, og fylder rummet med blød musik, akkompagneret af en blafren fra oven. Det er lyden af den ufærdige kuppel, der er lappet med en  pressening, der nu lyder som en stor plastikfugl med en brækket vinge, der hele aftenen forsøger at flyve væk.

 

img_3149-001

At blive væk er det, jeg drømmer om

Efter Sørens musikalske indslag, overtager aftenens vært: Daniel Boysen. Han lover at det bliver en ”pisse fed” aften og introducerer aftenens første forfatter: Dea Sofie Kudsk.

Dea står bag mikrofonen med et tørklæde slynget omkring sig, mens hendes ord transporterter os til et andet, varmere sted. Et sted hvor vi kan blive væk i Deas tekstlige univers. Her er Jesus ikke hvid som os, og buschaufføren lover at sætte dig af det rigtige sted.

”Vi lover os selv verdenen og glemmer at verdenen ikke er nogens at love væk” læser hun og efter oplæsningen bliver applausen fra de bevantede hænder imponeret kastet rundt i kuplen.

Søren Manscher følger derefter i det poetiske fodspor med en sang om ”Livets Mening” – et digt af Gustaf Munch-Petersen, som han har skrevet musik til. Det er, som Daniel Boysen udbryder bagefter, ”stærkt” – og meget andet kan ikke beskrive det.

 

img_3250-001

Der sker aldrig noget om tirsdagen

Efter det musiskalske intermezzo introducerer Daniel aftenens næste forfatter, ”dansk lyriks svar på Justin Bieber”: Morten Reimar. Morten erklærer at han har sin læderjakke på, ikke fordi han vil virke cool, for det har han for længst opgivet, men fordi der er så ”skidekoldt” i kuplen.

Mortens er en hovedsageligt morsom oplæsning, bl.a. om aarhusianerene, der kun går med solbriller i solskin, og er så venlige som kun psykologer og psykopater er ”derhjemme”. Morten gik muligvis glip af, at der var nogen, der ”likede hans liv”, men imens var vi mange, der likede hans oplæsning.

Morten slutter af med et digt om, hvordan der aldrig sker noget om tirsdagen, tirsdag er tom – og hvis vi skal klappe efter hans oplæsning, skal vi klappe af Litterær Lounge, for Daniel har nemlig, ifølge Morten, bygget hele kuplen selv.

Der bliver klappet bagefter, formentlig både af Morten og loungen, og bagefter bliver der holdt pause.

 

img_3370-001

Kom ikke for tæt på vores lys

Der er tre røde og en blå lampe på scenen. Mette Zingenberg sidder ned og læser op, så den blå lampe rammer hendes blonde hår, og får det til at se sølvfarvet ud. Hun læser op fra hendes novellesamling ”Min lille horror”, fra en historie om et par, der rejser til et sted med et ”navn som broget græs”. Parret bor på en tantes uhyggelige og labyrintiske hotel, med rum, hvor gulvet bliver ved med at synke. Historiens kvinde Nina har en blå stemme, der matcher Mette hårs. Den blå stemme blæser i lagnerne, så de danser, ligesom vinden stadig blæser i pressenningen foroven.

 

img_3433-001

 

Mette Zingenberg er aftenens tredje forfatter, som er kommet på efter pausen, hvor publikum har været oppe at købe varme drikke i baren. Inden han introducerede hende, læste Daniel et kort stykke op fra sin egen seneste udgivelse ”Fordi ilden er vores”.

Mette har siddet ned og læst op, og Søren følger nu hendes eksempel, men skiller sig ud fra resten af flokken, ved at tage sin jakke af, inden han spiller sit sidste nummer, ”Byens Lys”. Kroppene i kuplen er kolde, men man har alligevel næsten ikke brug for jakken, når man kan varme sig på alt den dejlige litteratur og musik.

Alle fotos: Mariana Gil