Tirsdag d. 21. marts læste jeg op på Fairbar og Svend Åge Madsen og Nauja Lynge var med som opvarmning.

Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt. Jeg læste op på Fairbar: Inden da læste Svend Åge Madsen op, men at kalde ham opvarmning er vist bare min udlægning. Den mere objektive historie er, at der tirsdag d. 22. marts var Litterær Lounge på Fairbar, hvor der var oplæsninger fra os tre forfattere samt musik fra HØST. Men jeg har for længst opgivet at skrive denne artikel på en objektiv måde. Så lad dette være en advarsel til læseren om at læse visse dele med et gram salt.

Tre kvinder i en container

Aftenens første forfatter var Nauja Lynge. Værten Morten havde, kort inden han introducerede hende, skrevet hendes navn fonetisk på sit papir: Naja. Nauja startede med at forklare baggrunden for sin tekst, som hun læste op på engelsk, fordi romanen udkommer i USA.  Historien begynder med tre dansk/grønlandske kvinder, der bliver fundet døde i en container og udfolder sig derefter.

Det var både i Naujas præsentation og oplæsning tydeligt, at hun havde noget på hjerte, og hendes budskab blev desuden taget godt imod. Flere gange under oplæsningen sad publikum og nikkede samtykkende. Efter Naujas oplæsning udtrykte Jørgen Høstrup Klok fra HØST, at han ville ønske han skrev flere politiske sange. Derefter spillede han og hans bandkompagnon Johannes Hieronymus en kærlighedssang.

 

17493045_1849568435260985_4913153774049343883_o

Den knap så permanente

Efter det musikalske indslag gik aftenens anden forfatter, Svend Åge Madsen, på scenen. På trods af mikronproblemer formåede han at tryllebinde publikum med sine skæve og fantastiske historier. Han læste sin autofiktive novelle ”Udenfor” fra hans novellesamling ”Mellem himmel og jord”. Novellen handler om en gruppe drenge, der med udsigten fra et stakit, kan følge med i en families liv i deres lejlighed. Den handler om en kugle, der kun sætter sig fast i pistolløbet én gang.

Efter den både utroligt underholdende og tragiske oplæsning, læste Svend Åge Madsen også et par tekster op fra hans bidrag til projektet Atlas over Aarhus/365tekster. En af disse tekster handlede om badeanstalten Den Permanente, og hvordan den for en kort tid forsvandt og muligvis byttede plads med en nøjagtig magentil svensk badeanstalt.

 

17349787_1849567971927698_5016090262384704221_o

Genial forfatterspire

Aftenens højdepunkt var Nanna Westergaard! Jeg læste op fra min novelle, der handler om en mand, med et unaturligt forhold til O’boy kakao. Alle grinte, alle græd, alle sad på kanten af deres stol i spænding, da jeg ikke kunne finde den sidste side af novellen. Men helt ærligt, så var jeg genial. Og helt, helt ærlig, var det faktisk publikum, der var geniale. Det var en ære og en glæde at læse op i så hyggeligt et miljø på Fairbar og i så dejligt selskab – og ikke mindst i forlængelse af to andre virkelig dygtige forfattere. Om novellen var genial, må jeg nok lade andre om at vurdere, men publikum var i hvert fald flinke nok til at lade mig tro på det, mens de klappede.

 

17436233_1849567735261055_220228243185964364_o

Fuld af poesi

På trods af at begivenheden fandt sted på Verdens Poesidag, læste vi alle op fra prosatekster, men poesien fandt alligevel sin vej ind på Fairbar, gennem musikken som blev spillet mellem alle oplæsningerne. Her var det singer/songwriter duoen HØST, der stod for dansksprogede melodiøse kærlighedssange. En af disse sange har lånt teksten fra et digt af Marie Markvard Andersen, hvor der bliver sunget: ”Verden er fuld af poesi / jeg ved det fordi jeg har skrevet det selv / jeg har lånt hvert et ord og brugt dem alle / og lever nu i evindelig gæld”

Som forfatter gav ordene genlyd i mig, og fulgte mig hele vejen hjem. Da HØST havde spillet færdig, bedrev jeg mig ud i det aftenkolde Aarhus med resonansen af publikums gavmilde applaus og disse ord, som jeg stadig bærer med mig i dag.

 

skrevet af Nanna Westergaard

fotos: Mariana Gil