Torsdag den 19. april åbnede Daniel Boysen op for døren til sin egen stue og fik besøg af forfatterne, Sebastian Bune og Emma Bess, samt en god håndfuld gæster, der blev budt på kaffe, snacks og en intim litterær diskussion. 

”Jeg ved ikke, om der er nogen af jer, der ved hvad vi laver normalt. Det her har vi aldrig gjort før,” fortæller Daniel Boysen indledende om aftenens lounge, hvor dét, han aldrig har gjort før, er at invitere to forfattere og en håndfuld mere eller mindre fremmede gæster ind i sin egen stue.

De to forfattere, Sebastian Bune og Emma Bess, er i deres udtryk meget forskellige – mens Bunes redaktør må minde ham om, at han ikke skriver et filmmanuskript og derfor bør have mere end blot replikker, hengiver Emma Bess sig til tankestrømme og et legende sprogbrug – men trods de meget forskellige udtryk, skal man ikke lede længe for at finde en del ligheder mellem deres bøger.

Både Bunes roman Min familie og Bess’ novellesamling Mødre, døtre, søstre udfolder sig nemlig indenfor familiens rammer og kredser om relationerne imellem familiemedlemmerne.

 

En sort og en hvid søn

Sebastian Bunes Min familie handler om drengen Jonathan, der bor sammen med sin mor Hanna, sin afro-amerikanske stedfar Leon og lillebroren James. Jonathan bliver mødt flere udfordringer, helt fra det lavpraktiske med at lære at bruge skosværte i Leons skoforretning, til de noget større, personlige udfordringer, der opstår, når man vokser op i en blandet familie på tværs af kulturer.

Folk tror ham ikke, når han fortæller, at han og James er brødre, fordi han selv er hvid og James er sort, men ”når folk bliver skilt, finder de ikke nødvendigvis en mand eller kone, der er magen til den de havde sidst,” tænker han.

En aften tager familien på Pizza Hut, hvor Leon møder nogle gamle venner fra New York. De forstår heller ikke, at Jonathan og James er brødre, men der er mere end bare manglende forståelse på spil i mødet. Hør hvordan mødet udfolder sig i videoen under billedet.

 

Sepiafarvede fotografier

Igennem otte noveller fortæller Emma Bess i sin bog Mødre, døtre, søstre om de stærke bånd og skiftende følelser i familier. Denne aften læser Bess op fra novellen ”Portræt”, hvor det er relationen mellem en ung kvinde og hendes farmor, der bliver sat under lup.

Jeg-fortælleren i novellen bruger meget – måske for meget – af sin tid sammen med sin farmor og dennes veninder. ”Måske er det fordi mit behov for at passe på min farmor er stærkere end min selvopretholdelse” filosoferer hun. Farmoren har brækket begge håndled to gange, fordi hun er faldet og kan ikke finde ud af bruge NEMiD, så man forstår godt fortællerens angst og behov for at være omkring sin farmor.

Samtidig finder forholdet også plads til mindre behovs-præget samvær, som da de to skal spise brunch på fortællerens fødselsdag, og hun får lyst til at sige til tjeneren, at hun er for overvældet af kærlighed til sin farmor til at spise noget i dag.

Farmoren og hendes veninder er af en tilbageskuende og fastlåst natur. De vil hellere kigge tilbage på deres minder og holde fast i det de har, end acceptere at livet bevæger sig fremad. En veninde er syg, de andre bliver gråhårede og må måske acceptere, at de ikke kan blive boende i byen. Den tilbageskuende natur fremgår blandt andet i farmorens trang til sepiafarvede fotografier, som du kan høre om i videoen under billedet.

 

 

I skal læse de her bøger

Efter oplæsningerne fra de to forfattere, er Daniel Boysen moderator for en diskussion omkring deres bøger. Diskussionen går blandt andet på, hvordan man begynder at ligne hinanden, når man er sammen i en familie, en bevægelse som Emma Bess beskriver som om man ubevidst smelter sammen og sluger hinanden, som en svamp eller noget andet organisk.

Der bliver også åbnet for spørgsmål fra publikum, hvor en læser får mulighed for at få svar på, hvad der var blevet af Jonathans bedsteforældre i Min familie. Det kan man lære mere om, hvis man læser opfølgeren Habibi, som udkommer næste år, og ellers skrive sig bag øret, at nogen folk forsvinder bare og andre er slet ikke til at slippe af med, som den insisterende biologiske far, der gerne vil have forældremyndighed.

Til sidst bliver konklusionen fra Daniel Boysen, at ”I skal læse de her bøger. Ikke lige de her, det er mine. Men I skal gå ud og købe de her bøger.”

 

 

Ord: Nanna Westergaard

Foto: Mariana Gil