I anledning af Aarhus Festuge er Klostertorvet blevet til Cluster Square – et projekt, der præsenterer kreative aktører på en stor og central platform. Søndag den 27. august var Litterær Lounge inviteret på besøg.

Der hersker en form for mini-festival stemning bag indhegningen på Klostertorv. Vejret er utilregneligt, de omkringliggende boder sælger dyr og økologisk ”gadegastronomi”, og ligesom både Saveus og Dúné havde problemer med lyden på Smukfest, bliver dagens Litterær Lounge udsat knap en halv times tid på grund af en tilsyneladende forsvunden lydmand. Ingen festival er dog komplet uden en scene, og scenen på Cluster Square er både stor og flot.

”Det er den største scene jeg har stået på” siger Nikolaj Loufbye, der er vært for dagens oplæsninger.

Ved siden af befinder to mennesker sig i en virtual reality, hvor de skyder bad guys, og bag scenens forreste rækker lyder terningekast fra de mange brætspillende tilskuere. Der bliver langet fadøl og risotto over disken, så der er festlige udskejelser af lidt forskellige slags på pladsen.

Til dagens begivenhed var der oplæsninger fra Malte Frøslev, Sebastian Bune og Anne Katrine Bagai samt musik fra Nils Lass.

Den første mand på scenen var Malte Frøslev, der læste op fra to tekster, der førte publikum med ind i et filmisk tekstunivers, som mindede om at befinde sig i en absurd, mørk drøm, hvor den ene scene smelter over i den næste.

 

Efter oplæsningen gik Nils Lass på scenen for at give et musikalsk intermezzo, men som det ofte sker, når man bevæger sig udenfor, var intet helt forudsigeligt. Mens Nils spillede sit selvkomponerede blues-inspirerede stykke, stod en mand på forreste række nemlig og lavede en lille dans med en hånddukke. Du kan omdøbe Klostertorvet, men du kan ikke holde fulde folk væk derfra.

 

Den karismatiske hånddukke-mand lavede endnu en forbløffende optræden under Sebastian Bunes oplæsning. Sebastian læste op fra hans nyligt udgivne debutroman ”Min familie”, der handler om en dreng og hans udsatte familie. Midt i et stykke om stedfaren, der forsøger at reparere sin mundharmonika, river hånddukke-manden på ganske overraskende vis en mundharmonika frem og spiller en disharmonisk tone, hvilket overraskende nok understregede den ubehagelige følelse fra Sebastians oplæsning.

 

Som den sidste oplæser på scenen bemærkede Anne Katrine Bagai også, hvor stor scenen var, og hvor meget lyd der derfor også kom op på den. Anne Katrine læste op fra den digtsamling, hun arbejder på, og oplæsningen lød som en bitter kærlighedserklæring. Som at have følelserne uden på tøjet og drikke kold kaffe imens.

Der var en masse snak på pladsen under oplæsningerne, men uden at forstyrre ordene fra scenen; oplæsningerne smeltede sammen med virvaret af de andre lyde fra torvet, så hvis det ikke var for klapsalverne, ville det ikke føles som om det endte, men nærmere som om digtene blev båret videre i festugens summende samtaler.

 

Tekst: Nanna Westergaard

Foto: Mariana Gil