16796913_1836229496594879_258567271582179904_o

Lørdag d. 18. februar besøgte Litterær Lounge vintagebutikken Soul Shine

Handlende i vintagebutikken Soul Shine kunne i lørdags finde en oplevelse som tillæg til den sædvanlige shoppetur. Litterær Lounge var nemlig på besøg i butikken med tre forfattere og en musiker, så de ventende i køen til prøverummet sammen med publikum kunne nyde en litterær oplevelse.

 

Skinnende sjæle

Den første forfatter til at læse op var Katrine Nørregard, der vandt Politikens Romankonkurrence i 2016 med romanen ”Løgnerens Hus”, som hun også læste op fra denne eftermiddag. Klædt fuldstændig i sort skabte hun en skarp kontrast, til de farverige kjoler, der hang bag dagens scene. Hendes oplæsning om tre personer, der mister deres mand, far og morfar til kræft var næsten lige så dyster og mørk som forfatterens tøj, kort brudt af poetiske eller humoristiske formuleringer, som da barnebarnet sidder til eksamen og snakker med læreren Finn, ”der lugter af sur kaffe ud af munden”.

Både den spraglede butik og oplæsningen var særdeles stemningsfyldt, en smuk disharmoni, der skabte et særligt øjeblik, som musikeren Esben Martiny-Bruun bagefter indkapslede i et sjælfuldt klaverspil. Esben spillede desuden imellem alle oplæsningerne.

16819183_1836229476594881_7248649093247862894_o

 

Pailetter og plastic-efeu

Allerede inden loungen og forfatternes indtog er Soul Shine et særdeles unikt sted.

”Det er godt nok et sjovt sted at læse op”, bemærkede forfatteren Carsten René Nielsen inden begivenhedens start. Ved siden af ham stod en mannequin iført leopardprint og ikke langt derfra stod et stativ fyldt med skinnende pailetter. Kigger man op, ser man plastic-efeu, som snor sig om vandrørerne i loftet og kigger man ned, bliver det knaldturkise gulv kun brudt af koskinnet, der i dagens anledning markerer scenen.

Den næste forfatter på scenen var Tomas Dalgaard, der både læste op fra udgivelsen ”Rettidig ømhed” og nyere tekster, der alle var spidende humoristiske med opløftende sløjfer, som den længere svada om at alle mænd er nørder, der sluttede med: ”Alle mænd er nørder, det er hestepiger også”.

16836062_1836229616594867_6677844649338971198_o

 

Prøverummets sorte får

Eftermiddagens sidste oplæser var Carsten René Nielsen, der bl.a. læste op fra tekster, der passede perfekt til dagen, tekster fra et prøverum og fra den mindst lige så farverige Cirkuskro på Trøjborg fra prosadigtsamlingen ”Husundersøgelse”.

Carsten gav også en ”verdenspremiere med småfejl”, da han læste op fra nogle nye tekster, der udkommer i slutningen af foråret i samlingen ”Enogfyrre ting” på Forlaget Ekbátana.

16819384_1836229629928199_5943779177617012706_o

 

Herefter stillede vært og arrangør Nikolaj Loufbye sig op og takkede for eftermiddagen, inden Esben Martiny-Bruun en sidste gang satte sig bag klaveret og spillede ud med ”en I måske kender”. Efter han havde spillet færdig, lød det fra en mand i publikum: ”solen er så rød mor”.

Folk begyndte så småt at rejse sig og forlade den strålende butik, men ikke med tomme hænder. Nogen var henne hos forfatterne og købe eksemplarer af deres bøger, og Katrine Nørregaard gik derfra med en pose fra butikken. Hun havde fundet en sort trøje, hun gerne ville have.

 

16826026_1836229329928229_7349897464548205959_o

 

ord og fotos: Nanna Westergaard