Per Bergmann (til højre) er fotograf og har sin daglige arbejdsgang i studiet.

 

En forfatter sidder i et mørkt rum og drikker mørk kaffe. En forfatter sidder for sig selv med sine mørke tanker og forsøger at skrive dem om til oplysende litteratur. Men dette billede af den sultende kunstner blev aldrig fremkaldt, da Litterær Lounge besøgte Love-U Studio søndag den 18. marts. Ganske vist er kaffen stadig mørk, men årets første glimt af forårssolen stråler ind i det lille fotostudie, hvor Martin Petersen, Børn af Byen og Sofie Eriksdatter optræder til dagens lounge.

Når man træder ind i Love-U Studio, bliver man først mødt af en systue. Farverige og nærmest strukturelle kreationer hænger fra bøjler rundt ved væggene, mens målebånd, strygebræt og stofrester ligger spredt på et stort, sort bord. Længere inde er der kontorpladser til studiets fotografer og grafiske designer, inden man træder ind i selve studiet, hvor et stort hvidt lærred er hængt op på den bagerste væg.

Som så mange andre lokaliteter nede på Sydhavnen, har studiet en fortid som slagteri, hvorfor både vægge og gulve er dækket af hvide fliser og enkelte kloakdæksler. Men med en gammel, blød lænestol foran lærredet, som udgør dagens scene, en god håndfuld klapstole og en endnu bedre håndfuld forårssol, der gør de store professionelle, fotolamper fuldstændig overflødige, er der ikke meget blodig slagterstemning tilbage i lokalet.

 

Martin Petersen læser op fra Exit Sugartown.

 

Iført en islandsk sweater og læsebriller emmer Martin Petersen på overfladen mest af nordisk hygge, men det er et helt andet udtryk, der kommer frem, når han læser op fra sin migrant-roman Exit Sugartown.

”Døden skubber til de levende. Hvis det ikke var for døden, ville jeg ikke være her i dag” læser han.

Det er 17-årige Dawn, der fortæller om sin baggrund i hendes anonyme hjemby Sugartown. Ligesom byen er Dawn selv og alle andre karakterer og steder i fortællingen anonyme, og Petersen forklarer, at han har valgt at skrive bogen på denne måde af to årsager.

Den ene årsag er, at fortællingen på denne måde kommer til både at handle om ingen steder og alle steder, og om ingen bestemt person og alle personer.

Den anden og mere underholdende årsag er, at han ikke behøvede at lave så meget research på specifikke steder og personer.

 

Dagens musikalske indslag kommer fra duoen Børn af Byen.

 

Mikkel Julius sætter sig til rette på en klapstol på scenen og begynder at spille et stille fingerspil på sin akustiske guitar. Kort efter træder Daniel Boysen også ind på scenen og sætter sig i den bløde lænestol, hvorfra han læser op om, hvordan det er at sidde på en bænk:

”Man kan bruge en bænk til mange ting, nogen lever faktisk det meste af deres liv på en bænk.”

Julius og Boysen dannede musik/spoken word-duoen Børn af Byen tilbage i 2013, hvor de mødte hinanden til et kulturprojekt i Aarhus. Boysen fortæller det selv, men deres optræden bærer også tydeligt præg af, at de eksisterer på et fundament af improvisation og umiddelbarhed. Indholdet behøver ikke at være dybt og gennemtænkt, men det er netop dette, der gør stemningen fuldendt.

 

Publikum nyder forårssolen fra studiets store vinduesparti.

 

Det sidste nummer, som Børn af Byen spiller, er det første nummer, de lavede sammen. ”Nat” handler om at være i byen om natten i Aarhus, men nummeret handler også om noget meget mere nærværende:

”Vi har ventet på forårssolen

alt for længe.”

 

Sofie Eriksdatter læser op fra Under gulvet gror der planter.

 

Det har føltes som forår hele dagen, men det er det ikke helt endnu. Den store viser har efterhånden bevæget sig en hel omgang rundt på uret og fulgt solen tilstrækkeligt langt ned på himlen til, at den ikke længere når helt ind i studiet, da det bliver Sofie Eriksdatters tur til at læse op. Lyset bliver tændt. Men selv på en baggrund af gamle, hvide fliser og industrielle lysstofrør lykkes det Eriksdatter at skabe noget organisk.

Hendes tekster beskriver en del om planter og naturen – ”Naturen sløser ikke” – men også om lort. Hvad bliver mere organisk end det? En hund lægger en lort på en ny-udsprungen blomst. Skraldet har søgt tilflugt på skråningen, det bliver spist af geder og deres lorte har mærkelige former. På Island er der små hestelorte overalt.

På forunderlig vis får Eriksdatters skæve kombination af den billedskønne natur og den ligeså naturlige afføring det til at føles lige præcis som forår igen i lysstofrørerts skær.

 

Ord: Nanna Westergaard

Fotos: Mariana Gil