18056540_1863733290511166_2794398575844681914_o

SmagFørst var fyldt til bristepunktet, da Litterær Lounge besøgte vinbaren tirsdag d. 18. april.

 

Det er et universelt anerkendt faktum, at vin og litteratur er en oplagt kombination, og måske netop derfor er der fuldstændig proppet i SmagFørst Vinbar allerede 10 minutter før begivenhedens start, så de, der dukkede op til tiden, knap kunne komme ind ad døren.

Efterhånden som det bliver koldere udenfor, begynder ruderne at dugge, så de nysgerrige blikke fra forbipasserende kun svagt kan anes.

”Hold kæft, hvor er det hyggeligt” udbryder værten Camilla.

 

17966234_1863733330511162_2120140264750885721_o

 

Med bøger og lommeletter

Camilla slår mod et tomt vinglas, for at få publikums opmærksomhed, og efter en kort introduktion er det tid til aftenens første forfatter, Lise Haurum. Lise starter med at undskylde for, hvis hun lyder lettere forkølet, og løber derefter hurtigt ud efter sine lommeletter, inden hun fisker sin første bog frem fra en lille papkasse.

Papkassen gemmer på hendes digtsamling ”Hånden for solen”, den selvstændige og håndlavede udgivelse ”RØD”, et komprimeret indtryk af Finland samt 5 korte flora i-farver-digte. Man kan mærke en stærk knytning til naturen i de digte, Lise læser op, der bl.a. handler om planeter, hjerner og fisk. Nogen af digtene er på finsk og andre har finurlige illustrationer, som hun forsøger at vise op for publikum, hvorefter hun sender en bog på runde efter sin oplæsning.

Efter Lises oplæsning er der musik ved Nils Lass; mens musikken spiller og vinen bliver drukket, begynder snakken at brede sig, inden den aftenens næste forfatter går på.

 

18056074_1863733070511188_7807550294680343589_o

 

En lydhør hvisken

Nanna Martinus går på efter musikken, og køen til baren ebber ud. Hun har taget udpluk fra sin kommende debutroman ”Dengang vi var flyvende” med. Romanen bliver fortalt i det, Nanna kalder for ”Hjertebrudsstykker” – altså i små bidder, der alle indeholder en form for minde eller følelse. Fordi man ikke husker alt, og vi mister dem vi elsker.

Historien er fortalt fra en jeg-person, på tre tidspunkter i hendes liv; barndommen, teenageårene og de tidligere tyvere. Særligt tekstenerne fra barndommen emmer af nostalgi, men nostalgien bliver også hængende i de senere tekster, måske på grund af den bagvedliggende sorg, man fornemmer gennem alle hjertebrudsstykkerne.

Tidligere på aftenen har både Camilla og Nils forsøgt at spørge publikum, om de fint kunne høre alt, og Nanna får nu bevist, at når man først har deres opmærksomhed, så hører de det hele. ”Tror du virkelig vores hjerner skrumper?” hvisker jeg-personen til sin bror, og Nanna hvisker det i sin oplæsning. Publikum griner.

 

Ramsland

 

Æg og rodfrugter

Efter Nils har spillet endnu et af sine egne blues inspirerede kompositioner, går aftenens sidste forfatter Morten Ramsland på. Han er netop udkommet med romanen ”Æg”.

Morten læser op fra et stykke af romanen, der foregår tilbage i middelalderen og handler om en stakkels kvinde, som mener hendes nyfødte barn er blevet forbyttet med Ellekonens barn. Barnet bliver derfor smidt på møddingen og hele landsbyen begynder at arbejde sammen om at få Ellekonen til at bytte børnene tilbage. Oplæsningen opfordrer til mange underfundige grin, med for eksempel guldkorn som ”I det himmelske talte de latin, og de gik kun på latrin om mandagen” og spekulationer om den forbyttede unge, var hun mon en rodfrugt indeni?

17991333_1863733233844505_2078514595718609609_o

 

tekst: Nanna Westergaard

fotos: Mariana Gil