På torsdag kan du bl.a. opleve Mette Moestrup til Litterær Lounge i stuen. Foto: Lærke Posselt

 

Mandag

De islandske sagaer

Sted: DOKK1 Tidspunkt: 19.00-21.00 Pris: Gratis

Mød Annette Lassen fra Den Arnamagnæanske Samling, der fortæller om oldtidssagaernes verden, og Sofie Gråbøl der vil læse højt fra sagaerne i anledning af 100-året for Islands suverænitet.

 

Tirsdag

Udgivelsesreception: Fucking Monster

Sted: Godsbanen, Vogn 1  Tidspunkt: 19.00 Pris: Gratis

Hvordan ser mobning ud fra mobberens perspektiv? Dette spørgsmål har forfatterne Mette Egelund Olsen og Margrethe Schmidt forsøgt at svare på i Fucking Monster, der handler om Phillipa på 15 år, som er fyldt med vrede og had. Forfatterne læser op fra bogen til udgivelsesreceptionen.

 

Under Bjælken

Sted: Via Campus C Tidspunkt: 19.00 Pris: 195 kr.

Forfatteren Jens Andersen fortæller om sin nye anmelderroste bog Under Bjælken – og om sit møde med Kronprinsen. Han samtaler med DR-journalist Diana Bach med udgangspunkt i bogens otte vigtige livsafsnit: Dreng, Teenager, Akademiker, Frømand, Erobrer, Familiefar, Sportsmenneske og Konge.

 

Torsdag

Litterær Lounge i stuen

Sted: Arrangørens hjem Tidspunkt: 19.00-21.00 Pris: 40 kr. (tilmelding nødvendig)

Litterær Lounge rykker i hyggelige og private rammer, når forfatterne Sebastian Bune og Mette Moestrup besøger arrangørens eget hjem for at læse op, samtale og svare på spørgsmål fra publikum. Bune romandebuterede i 2017 med Min familie og Moestrup har senest udgivet omina (2016) sammen med Naja Marie Aidt. Der er få pladser tilbage.

 

One Love Poetry Fest

Sted: Atlas Tidspunkt: 19.00-23.30 Pris: 50 kr.

Kunstnere fra hele verden er blevet inviteret til at optræde på scenen med deres egen tolkning af One Love. Der kommer til at være et vidt spænd i optrædenerne, da man kan opleve alt fra poesi, musik, og kurdiske dansere. Der vil desuden være kage og smykker til arrangementet.

 

Lørdag

En vase i brystet

Sted: Frontløberne Tidspunkt: 14.00-16.00 Pris: Gratis

Daniel Boysen holder reception for sin fotografiske digtsamling En vase i brystet, der udkommer på Forlaget Silkefyret samme dag. Digtsamlingen handler bl.a. om døden, livet, sorgen og cykelture. Udover en oplæsning fra digtsamlingen vil der også være en oplæsning af Mette Østgaard Henriksen, potentielle kunstneriske overraskelser og snacks.