Jesper Gaarskjær læste op fra At synke et ocean da Litterær Lounge besøgte Ballet Akademiet. I denne uge kan han opleves sammen med Daniel Boysen, når de læser op hos Arnold Busck.

 

MANDAG

Silent reading party

Sted: Kristian F. Møller Tid: 18.30-20.30 Pris: Gratis

Mandage er trælse, og hvis du også har det lidt stramt med at starte på en ny hektisk uge, så kan du tage en god bog under armen eller købe en i butikken, og nyde et par timers stille læsning med en kop kaffe eller et stykke chokolade.


TIRSDAG

Med poesien på tur

Sted: Risskov Bibliotek Tid: 18.30-20.00 Pris: Gratis

Hvad betyder litteratur og natur for hinanden? På en rute rundt i naturen omkring biblioteket fortæller Nina Tofte Hansen fra virksomheden Rod om naturens små hemmeligheder og historier, mens biblioteksformidler Karina finder litteratur frem, der passer til ruten. Ruten er kort og let fremkommelig.

 

Hanne Vibeke Holst

Sted: Dokk1 Tid: 19.00-21.00 Pris: 150 kr.

Hanne Vibeke Holst debuterede allerede som 21-årig med ungdomsromanen Hejsa Majsa og har siden udgivet en lang række af succesfulde bøger. Dette foredrag tager afsæt i hendes seneste succes Som pesten, der handler om en farlig influenzapandemi, der bryder ud i Danmark og siden breder sig til resten af planeten.

 

Johannes Møllehaves erindringer

Sted: Viby Bibliotek Tid: 19.00-21.00 Pris: 50 kr.

Johannes Møllehaves niece Marianne Volf Andersen, giver et portræt af præsten og forfatteren. Gennem sit familieskab og en intens læsning af Møllehaves erindringsbøger har hun fået et nært forhold til ham, som blandt andet er udmøntet i biografien Bag om ordene (2007) og Den store Møllehave-bog (2013).


ONSDAG

Tekster på vej

Sted: Dokk1 Tid: 16.00-18.00 Pris: Gratis

Tekster på vej er for det spirende forfatterfrø, der gerne vil lære at give og få feedback på tekster og at bruge feedbacken til at komme videre. Her kan man læse op fra egne tekster, og få feedback og hjælp til at komme videre med teksten.


TORSDAG

Daniel Boysen og Jesper Gaarskjær

Sted: Arnold Busck Tid: 16.30-17.30 Pris: Gratis

Daniel Boysen og Jesper Gaarskjær vil fortælle om poesiens styrke med udgangspunkt i deres nye digtsamlinger; Boysens En vase i brystet og Gaarskjærs At synke et ocean. Poesien kan være et middel til at sætte tempoet ned og zoome ind på fx sorg, krig og magtesløshed, men også håb.

 

Slam Bam Poetry Impro Jam

Sted: Dokk1 Tid: 20.00-21.45 Pris: 50 kr.

Poetry Slammerne lader teksterne, ordene og rytmen arbejde, og deres stemninger, sprog og karakterer bæres over i improviserede scener, som bliver fremført af improgruppen Blot til Lyst. Det bliver et skørt sammensurium når slam og impro glider sammen.


FREDAG

Noa Kjærsgaard Hansens digtudgivelseskomsammen

Sted: Vesterlauget Tid: 15.00-17.00 Pris: Gratis

Noa Kjærsgaard Hansen er nu aktuel med digtsamlingen Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handling, der udkommer på forlaget Korridor til maj. Til denne komsammen har du mulighed for at få en forsmag på bogen samt et glas bobler.

 

LØRDAG

POP-OP Poeterne

Sted: Åby Bibliotek Tid: 11.00-13.00 Pris: Gratis.

POP-OP poeterne er en gruppe lokale forfattere og ordekvilibrister der kommer forbi Litteraturstedet på Åby Bibliotek. På denne dag kan du opleve Jesper Birk Larsen, Niels Kjær, Poul L. Damgaard, Annette, Tomas Dalgaard og Ian Lukins. Der er kaffe.


SØNDAG

Fortællesalon

Sted: Dokk1 Tid: 14.00-15.30 Pris: Gratis

Til fortællesalonen dyrkes den levende og mundtlige fortælling. Du kan høre litterære fortællinger, sagn og myter samt spritnye historier og musikalske indslag. Du kan også fortælle din egen historie, så længe du kan gøre det uden manuskript.