Louise Juhl Dalsgaard var med, da Litterær Lounge besøgte Balletakademiet, og kan i denne uge opleves sammen med to andre lokale forfattere.

 

TIRSDAG

Ordsalon

Sted: UngK Tid: 19.30-21.20 Pris: Gratis

Til ordsalon kan du opleve oplæsninger fra de tre lokale forfattere Carsten René Nielsen, Louise Juhl Dalsgaard og Daniel Boysen samt musikalsk indslag fra Ane Monsrud. Alle de optrædende har tekstuniverser, der byder på betragtninger fra et levende liv med hverdagstankemylder, filosofiske og eksistentielle betragtninger.

 

ONSDAG

Jens Blendstrup i ord og billeder

Sted: Risskov Bibliotek Tid: 10.30-12.30 Pris: Gratis

Maj måned står i Jens Blendstrups tegn på Risskov Bibliotek, og på denne første Blendstrup-onsdag byder biblioteket på en introduktion til Blendstrups forfatterskab og person, samt oplæsning af de mange forskellige noveller, romaner og korte historier, han har skrevet.

 

Nye danske forfatterstemmer

Sted: Arnold Busck Tid: 18.00-19.30 Pris: Gratis

Oplev oplæsninger med tre forskellige forfattere, der alle vil læse op fra deres seneste værker, samt tale om deres tekster med publikum. Thomas Korsgaard debuterede med Hvis der skulle komme et menneske forbi sidste år, Mads Mygind er aktuel med digtsamlingen Bergamo mens Clenn Christian er aktuel med digtsamlingen Månen atlas over sandparken avenue.

 

Skrive Lounge

Sted: Dokk1 Tid: 16.00-18.00 Pris: Gratis

Skrive Lounge er for dig, der godt kan lide at skrive eller gerne vil skrive mere. Her kan du mødes med bibliotekets litteraturformidler, samt andre skrivelystne, og blive klogere på din egen måde at skrive på gennem kreative skriveøvelser og mødet med ligesindende.

 

Åben poetisk scene

Sted: Løve’s Bog- og Vincafé Tid: 19.30-21.30 Pris: Gratis

Til åben poetisk scene kan du høre oplæsninger fra både øvede og debuterende poeter, der læser op fra alt mellem haiku og korte historier. Fokus er på dansk lyrik og oversat litteratur, og har du mod og lyst kan du også selv prøve kræfter med at læse op fra scenen.

 

TORSDAG

Forfatterfortællinger med unik grønlandsk kunstner

Sted: Aarhus Litteraturcenter Tid: 11.00-12.00 Pris: Gratis

Niviaq Korneliussen er grønlandsk forfatter og har blandt andet skrevet til forestillingen Den Grønlandske Mand, som spiller på Teatret Svalegangen fra 8.-16. maj. Hendes debutroman HOMO sapienne (2014), som omhandler homoseksualitet, identitet og kærlighed, var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.