Det er et velkendt faktum, at litteraturen kan transportere læseren til fjerne steder. Men er det det samme der sker, når man sidder for sig selv og læser, som når man tager ud og hører forfatteren læse op? Man har jo fysisk transporteret sig til et andet sted, det samme har forfatteren, og dér sidder I – samme tid, samme sted. 

 

Det er en solrig søndag i en dansesal pyntet med lyskæder, bløde puder, glitrende tylskørter og tåspidssko. Det bliver ikke meget finere, men det samme kan ikke siges om de tekster, vi skal høre læst op i dag. Havde jeg siddet og læst dem derhjemme i min sofa, ville teksterne have taget mig væk til krigsramte områder, miljøkatastrofer og et barndomshjem med bolledej, alt sammen umiddelbart langt væk fra Ballet Akademiet. Men det er nu engang her vi er. Vi har ingen sko på, fordi det er en danseskole, og foran os står forfatterne, huller i strømperne, bøger i hænderne. Vi kan se os selv i dansespejlet, der hænger på væggen bag oplæserne, og vi kan alle høre det samme. Vi er det samme sted, hvor end det så er.

 

Jesper Gaarskjær – At synke et ocean

 

 

Eftermiddagens første forfatter er Jesper Gaarskjær, der læste op fra sin skønlitterære debut At synke et ocean – en digtsamling, der kredser om emner som krig og druknede flygtninge, men hele tiden oplevet fra en sikker afstand. Gaarskjærs tekster er derfor i sig selv kontrastfyldte, når han opstiller flygtningebørnene side om side med sine egne børn, sin rolle som medmenneske i en grufuld verden side om side med sin rolle som far og beskytter for sine sønner.

Den hyggelige belysning og balletudklædningerne skal man lede længe efter i de hårde digte, men alligevel virker de ikke malplacerede i eftermiddagens omgivelser. De yndige omgivelser kan nemlig på en måde understrege, hvor nemt det er at vende øjet væk fra de forfærdelige ting, der sker rundt omkring i verden. For enten ser man på den skoløse Gaarskjær, der læser op fra de hudløse tekster og ens egen reaktion i spejlet bag ham, man ser på det pyntede lokale eller man lukker øjnene. Uanset hvor man kigger eller ikke kigger, er ordene der stadig, ligesom jeg-personen i teksten heller aldrig helt kan undslippe sin angst og magtesløshed.

 

 

Silja Henderson – 1.7 Tipping Point

 

 

Ligesom det var tilfældet hos Jesper Gaarskjær, ser verden også ret håbløs ud hos vores anden forfatter. Silja Henderson udgiver sin første poesi-samling 1.7 Tipping Point til marts næste år, som tager udgangspunkt i den udregning, at med den mængde ressourcer vi forbruger kontra de ressourcer jorden producerer, er der behov for 1,7 jordkloder for at dække vores forbrug. Det håbløse kaos ltager i hendes poesi udgangspunkt i miljøkatastrofer, men derfor er rummet stadig med til at skabe lidt af den samme stemning, som under den første oplæsning; grusomme betragtninger og glitrende distraktioner.

En del af Hendersons tekster er på engelsk og spiller på de sociale mediers evne til at binde verden sammen og på en absurd måde understrege, hvor mange ting, der sker i verden på samme tid, og igen er det også noget, balletskolen er med til at understrege. Et barn skriver et tweet minutter før han måske skal dø, mens vi lever rolige liv, hvor vi har tid til at lytte til forfattere, der læser op på en pyntet balletskole.

 

 

Louise Juhl Dalsgaard – Det dér og dét der

 

 

Louise Juhl Dalsgaard indleder sin tekst med at sige, at der ikke er nogen flygtninge i hendes roman Det dér og dét der, undtagen måske hovedpersonen, som forsøger at flygte fra sig selv. Denne oplæsning indeholder derfor knap så meget kaos, i hvert fald i tekstens verden, for inde i tekstens hovedperson er der rigeligt med kaos, som blandt andet kan mærkes da en fortælling om morens gærdej drastisk drejer over i et citat fra en patientjournal. Hovedpersonen er nemlig ramt af en spiseforstyrrelse, som for nogen nok får det til at virke oplagt at opleve historien i et lokale, der til hverdag er fyldt med dansende, tynde piger. Der er ikke nogen direkte forbindelse imellem de to, selvom de begge har noget delikat over sig, og de har begge lethed og tyngde på en og samme tid.

Jeg vil ikke kalde oplevelsen forstærkende, for som sagt handler Dalsgaards roman jo slet ikke om hverken ballet eller dans, så måske er den nærmere bidragende, endnu et lag til en fortælling, der i forvejen har så utroligt meget at byde på.

 

 

Nikolaj Berg

 

 

En vigtig del af eftermiddagens omgivelser har også været musikken, der spillede før, mellem og efter oplæsningerne. Musikken kommer fra et klaver i hjørnet i bedste dansesals stil og bliver spillet af pianisten Nikolaj Berg, der til daglig studerer på det Jyske Musikkonservatorium. Ligesom litteraturen kan musikken også transportere os væk, og ”væk” er måske netop dér, man gerne vil hen, når man har brugt hele eftermiddagen på at lytte til kaoslitteratur.

Den service leverer Berg med sin kombination af finurlige melodier og improvisationer, der eksisterer i et felt mellem nordisk og moderne jazz. Selvfølgelig kan man ikke blive væk fra verden og alle dens problemer for evigt, men nogen gange har man bare brug for at lukke øjnene og drømme sig væk til lidt lækker musik.

 

Tekst: Nanna Westergaard

Foto: Mariana Gil